DOBBELTSPIL
Ja, jeg' en håbløs romantiker med huller i masken
En drømmende kavaler, med klumper i halsen
Hun smiler stolt, når jeg si'r hun' den eneste ene
Men jeg fortæller hende ikk' om hver eneste en
For al' de eneste andre, vil ingenting forandre
Indtil den dag, hvor alle mine ting vil brænd' mig
Okay, la' mig drop alt det her lidt sære sprog
Al' de andre bli'r spændende når jeg har kærst' på
Jeg mener hvert enkelt ord jeg bilder hende ind
Men skjuler det i et ansigt der smiler til hende
Lover at samle mig, men vælger at fald' sam'n
Problemet er at jeg elsker dem allesammen
Der er noget unikt og smukt, ved hver og er
Derfor har jeg fået et rygte som en værre en
Sår'n er jeg slet ikk', jeg gør det af godt hjerte
Falder i med begge ben uden jeg selv opdager det
Min loyalitet smuldrer for smukke silhuetter
Jeg har en samvittighed der lurer, vil du med mig?
Ud og se, hvordan jeg gang på gang kvajer mig
Følg med ud og se at det godtroende ejer mig
Dagen efter ser jeg, hvad påståelighed er værd
Forstå mig ret, det ikk' grådighed og begær
Hvis der lever noget i mig, der er værd at elske
Hvem skal så bestemme, hvem der har fortjent det?