EN DANS PÅ ROSER Jeg drukner mig selv i de sukkersøde ord Når jeg mindes de dukker der døde i fjor Lad mig forklare jer om en forældet kattepine Jeg var fængslet i forhold og alt det der fine Det smukke døde, så pligterne tog over Væmmedes hver gang du vinkede mig over De energiske kys skubbede mig ad helvedes til "Jeg ville ikk'!"? men du forventede det Pludseligt var det ikk' længere nok at du lå der Silkehud og hundeøjne, jeg ku' ikk' udstå dig Drømmende vi plantede, visnede smertefuldt Og du græd inderligt, da du hviskede hjertet ud For tavsheden trives i en tvivlsom tosomhed Og jeg ku' kun skrive om grusomhed Du skælvede af frustration i hele ansigtet Og stilheden brydes kun af den seneste Antik-lyd Nu mer' du ventede på jeg foldede mig ud Nu sværere blev det for mig, at holde dig ud Med afsky smagte jeg på din vidunderlige duft Som en vigtig del af min lidt underlige flugt Hver gang dine hænder berørte mine skuldre Var jeg helt sikker på at stilheden ville smuldre Men det eneste der skete, var at kvalmen tog til Forelskelse? Kærlighed? kald det hva' du vil! Pludseligt, fra dag til dag ku' jeg forandre mig Og du sloges bragt for' genfinde mit gamle jeg Men der hvor du ledte var der ingenting at finde Jeg aner virkli' ikke hvor min fortid er henne Din kamp for lykke må ha været nedtrykkende Især når jeg ikke viste spor af medfølelse Lovede dig min fremtid og et halvt kongerige Men det dødt nu, og du ka' ikk' få lov og blie'