Hvad har hovbonden for alt sin møje For sin trældom og sure sved Intet til klæder, lidet til føde Og stundom ej det tørre brød Valle og vand, hans tørst må slukke Dog under åget sig flittigt må bukke Kommer han hjem, hans trætte lemmer Værker af trældommens hoveri Sengen for denne sig bedst bekvemmer Hvad haver han at hvile dem i? Lidt halm, lidt vadmel, lidt halvrådden fjeder To blågarnslagen som usseldom hedder Det usle han til føde skal æde Er såerne kun af andet godt Kernen og krummen, det søde og fede Skal han alt yde til herskabets pot Præstens og degnens gryder vel favre Tør han ej byde det tørre og magre Slamppamperiet han selver skal have Selvdøde kalve og halvsyge får Forsultede svin og køer som rage Ud af høj alder, til føde han får Hovposens fylde til tjenestefolks føde Det er den summa, som lægger ham øde