Jens, han var manden Der var bange, for månen I en by, hvor alle hans døre Var låst Ja Jens var frygtløs engang Han var typen der satte livet I skak Og respekten Den hang tykt bag byens gardiner Han havde det samme mareridt hver eneste nat Det startede med, han vågnede Han havde det samme mareridt hver eneste nat Det startede med, han vågnede Med to beviser for hans gener Og et pyntetræ til siden Var Jens rustet op Til landsbyjazz Ja Jens var piedestalsporcelæn En folkehelt I flokdyrs-regi I månens skær, med døren på klem Plantede han foden solidt I deja-vu Han havde det samme mareridt hver eneste nat Det startede med, han vågnede Han havde det samme mareridt hver eneste nat Det startede med, han vågnede Han havde det samme mareridt hver eneste nat Det startede med, han vågnede Han havde det samme mareridt hver eneste nat Det startede med, han vågnede