Min krop havde en mening og min hjerne havde en anden,
Engens elverpiger dansede mig fra forstanden,
Så nu må jeg ty til skovens dybe stille ro,
Indtil mine frænder finder de to.
Fråden i min mund gav mig matte tænder.
Sagnet taler sandt, siger de blodige hænder.
Jeg er alene med troldfolk og skovens magi.
Aserne gav mig sygelig, simpel jalousi.
Jeg står ved foden af bakken ved floden,
Det var her jeg gav hende bægeret med alruneroden.
Jeg ser hendes smukke smil og øjne for mig,
Men skoven er ond nu og natten kommer.
I en uventet time red jeg ind på mit skøde,
Lige omkring timen for de levende døde.
Standsede ved gården, bandt hesten til et gærde,
Listede over pladsen for at glæde min kære.
Blev rød af raseri, da jeg nåede til huset hen,
De to i min seng, sammen i mit hjem.
Jeg glemte at græde, da sværdet blev trukket,
Jeg glemte at smile, da sidste hug var hugget.
Da jeg så dem sammen, svang jeg sværdet til hug,
Hendes hals tog imod min vrede med et suk.
Han bukkede om nåde under lykkens forvandling,
Det var her jeg skilte hans tanker fra handling.
Mine hænder farver vandet rødt af såre synd.
Finder de de to spildte liv i gårdens brønd?
Kongen sætter sikkert alle mand ind på jagten,
Fatter han ikke at kærligheden tog magten.
Men lige nu er jeg alene i den stygge skov,
Blandt trælle på flugt og røvere på rov.
Tænk at ende her, jeg søn af en rigmand,
Der kunne gøre en masse ting, som kun en rig kan.
Men nu er jeg som og lig de trælle jeg foragter,
Her hjælper ingen store ord og vilde fagter.
Alle de ord, ting & tanker, de sprænger mig.
Bare de snart fanger - og hænger mig!
Hellere se dig død end at se dig med en anden!