Vi ere en Nation vi med,
Vi Smaa, en Alen lange:
Et Fædreland vi frydes ved;
Og Vi Vi ere mange.
Vort Hjerte veed, vort Øje seer,
Hvor godt og vakkert Norge er,
Vor Tunge kan en Sang blandt fleer
Af Norges Æressange.
Meer grønt er Græsset intetsteds,
Meer fuldt af Blomster vævet,
End i det Land, hvor jeg tilfreds
Hos Far og Mor har levet.
Jeg vil det elske til min Død,
Ei bytte det, hvor jeg er fød,
Om man et Paradis mig bød,
Af Palmer oversvævet.
Hvor er vel Himlen mere blaa?
Hvor springe vel saa glade
De Bække, som i Engen gaa
For Blomsterne at bade?
Selv Vinteren jeg frydes ved,
Saa hvid og klar som strøet med
Al Stjernehimlens Herlighed
Og hvide Liljeblade.
Jeg ikke vil for fremmed Vaar
Min norske Vinter bytte,
Og fremmed Slot ei nær forslaar
Imod min Faders Hytte.
Han siger, han er der saa fri.
Det ei saa nøje fatte Vi;
Men noget Godt er vist deri,
Som værd er at beskytte.
Gid jeg da snart maa blive stor
– Jeg har saalænge biet –
At tappert jeg kan værne for
Min Faders dyre Frihed!
Og skulde Nogen vel med Magt
Faa Fædrelandet ødelagt?
Hvert Liv, min Fader jo har sagt,
Er til dets Frelse viet.
Det leve da som Gran og Fyr,
De stærke, eviggrønne!
Som Stjernerne bag sine Sky'r
Er altid lige skjønne!
Kom Vaar og Høst, som altid før,
Med Blomster for min Moders Dør,
Med gyldent Korn paa Faders Stør,
Som vil du dem belønne!