Det løvfald som vi kom så alt for nær Bedrog os med de ting, vi havde kær Den strenge hvide sol, en sløret regn Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn Og kom vi alt for nær på alle ting Det løvfald lod os se en sjælden ring Der stod en hest med samme hvide hår Som vore arme unger engang får Din lille varme hånd så fast i min Og dér kom blæsten rendende med sin I vejens våde blanke asfaltå Drev mange flere blade, end vi så Esbønderup, det hvide hospital En fjern og ukendt hanes søndagsgal Dit blik fik gule marker med sig hjem Nu ejer du en længsel efter dem (Det løvfald som vi kom så alt for nær) Det løvfald som vi kom så alt for nær (Bedrog os med de ting, vi havde kær) Bedrog os med de ting, vi havde kær (Den strenge hvide sol, en sløret regn) Ja, ja (Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn) Den strenge hvide sol, en sløret regn Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn