Det er sønda måen, dar er stilhjæ å hviel Kaffen troner på buere, Byej lejer lissom å passer sæ siel Æ par bøen spiller båel op å muren. Det ringer te tjærk, folk stiler derhen Mæjjer å kvånner flæst kvånner, Åltj øvl å uejskab går gåjske i glæem Te tjærkeklokkerens toner. Eej i tjærkens det hvikalke rum Vo dar døssteel, da klokkeren forstummer, Det pusler ve døen, enkelt væjer sæ om For a sitj, hvem det no er dar kommer. De sterrer dar nier, de håller djær veer: Du godeste, sitj det' bårmesteren, Å kvånneren hvisker, da årgelt tår ve: "So I hvem dar kam? - Bårmesteren!" Bårmesteren haj synger å fuldeste bryst Haj synger så tjærken dæj skælver, Haj tjikker sæ om, mens haj hæver hans røst: Jo, der ser de, vælger ve vælger. Haj nikker alvorligt te gammel å oeng Men kaski især te de gammel, Å præsti haj væjer sæ lisse steel om Å søkker i knæ på hans skammel. Folk går frå tjæerk, bårmesteren går me' Knapper hans fraek øvver bugen, Haj hjælser på åel, me' tåenk på vaelt Dar står for her i løbet af ugen. Så snakker haj lidt me' to kvånner på væej: Nej, dæj preeken vil haj aldrig ku glæem, Oh, de klemmer hans håej, ka næsten ejenting sæej Å haj tenker tefreds: "Dæj er hjæem!"