Hun stillede sig i døren ind til stuen Hun var bleg, man kunne se at hun havde grædt Han havde lige fået sig sat og fået benene lagt op For han var så rasende træt Hun stod ligesåstille der og stirrede Der var noget hun ikke kunne få sagt Hun tog et par tilløb, det sitrede om munden Men hver gang gik hun i stå Han tog lige så stille fødderne ned fra bordet Han kunne mærke, at her var noget galt Han mærkede de små hår i nakken blive stive Hvad var det hun ikke havde fortalt? Havde hun fundet en anden og ville skilles? Var et af børnene blevet kørt ned? Var hun kørt imod noget og havde ødelagt hans bil? Eller måske det der var værre? "Fortæl mig så, hvad det er vi vejen?" sagde han "Jeg kan ikke ta', at du bare står der" "Nu tager vi det roligt, og sæt dig så ned" "Og fortæl mig så, hvad det er?" "Åh, jeg er så fortvivlet, så elendig" "Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre" Så græd hun igen, helt ude af sig selv Hans mund var fuldstændig tør "Nu på lørdag", sagde hun, "Når vi skal til bryllup" "Så" "Ja, hva' så?" sagde han "Så, så er jeg ikke helt sikker på at jeg vil med" "Jeg ejer ikke en klud at tage på" Hans små hår i nakken begyndte at lægge sig Hans puls blev normal lige med ét Hans fødder fandt vej op på bordet igen For han var så rasende træt