1
Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med torne kroner,
Du det ser, jeg har i sinde
Rosenkrans om kors at vinde,
Giv dertil mig mod og held!
2
Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
Og hvad elsked du hos støvet,
At du ville alt opgive
For at holde os i live,
Os dig at meddele hel?
3
Kærligheden, hjertegløden
Stærkere var her end døden;
Heller giver du end tager,
Ene derfor dig behager
Korsets død i vores sted.
4
Ak! nu føler jeg til fulde
Hjertets hårdhed, hjertets kulde.
Hvad udsprang af disse fjelde,
Navnet værd, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?
5
Dog jeg tror, af dine vunder
Væld udsprang til stort vidunder,
Mægtigt til hver sten at vælte,
Til isbjerge selv at smelte,
Til at tvætte hjertet rent.
6
Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
Floden, som kan klipper vælte,
Floden, som kan isbjerg smelte,
Som kan blodskyld tvætte af!
7
Du, som har dig selv mig givet,
Lad i dig mig elske livet,
Så for dig kun hjertet banker,
Så kun du i mine tanker
Er den dybe sammenhæng!
8
Skønt jeg må som blomsten visne,
Skønt min hånd og barm må isne,
Du, jeg tror, kan det så mage,
At jeg døden ej skal smage,
Du betalte syndens sold.1
9
Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!