Ved midgaards ydre fortælles et sagn Der for rejsende folk er til meget gavn Her findes en mose så sort som kuld Som egentlig er et bundløst hul Både idag og flere år tilbage Har den adskellige liv krævet at tage Men denne fortælling handler om én mand Der for længe siden faldt i det grufulde vand Mosemanden lurer i dybets mørke slam Vogt dig, lad dig vare af dette gamle sagn Mosemanden lurer i dybets mørke slam Vogt dig, lad dig vare af dette gamle sagn Han sank og sank i mosens dybe mudder Men sagnet fortæller at han var født af guder Hans legeme fordævedes men han døde ej Istedet forvandlede han sig Mosens dyb og dens mørke magi Forvandlede ham til et sultent lig Så gå aldrig nær det stille vand Hvis ikke du vil tages af mosens mand Mosemanden lurer i dybets mørke slam Vogt dig, lad dig vare af dette gamle sagn Mosemanden lurer i dybets mørke slam Vogt dig, lad dig vare af dette gamle sagn Du ka' kende ham på den blege hud For ikke at nævne den krogede tud Hans tænder er spidse, hans tandkød er gråt Hvor end han går er der altid vådt Hvis luften pludselig bliver våd af fugt Så flygt fra Mosemandens klamme lugt Han vil ej stoppe før han er mæt Så du skal ikke give op for let For længe siden faldt han og sank i mosens dyb Nu lever han i det sorte slam blandt orme fisk og kryb Så gå aldrig nær det mørke vand hvorfra han skuer thi Han vil ikke tøve før han fortærrer dit drunkede lig Hør nu på os, var dig vores ord Gå aldrig hen hvor Mosemanden bor