Vinden tager sejl i sinde Uden mast ens mænd at finde Sorten sø, hviden tind Lukker dødens mørke ind Møen står på morgenfjelde Ser det skib i alt sin vælde Kalder ham hjem, kalder ham hjem Måger kredser, favner dem Svøb ham i linned, Kast ham i jord Springer ned af skrænter stejle Morgensol og vand der spejle Over gærdet hjertet rinder Tårer fra de tørre kinder Og de gamle tandløse munde Sønnerne på vej i stunde Ung og olding ved bolværk venter Mens i stilhed kredser glenter Svøb ham i linned, Kast ham i jord Tovet kastes, ingen griber Stilhed piner, rotter piber Mørke kroppe vidner bod Og kun færten tager imod I den storstue ligger han Møens kommende fæstemand Sorgen er så svær at favne Hist derude kredser ravne Svøb ham i linned, Kast ham i jord