Sunget af Liva Weel i Cirkusrevyen 1935. Musik af Åge Stentoft og tekst af Poul Sørensen og Børge Müller.
Min tante Josefine
En mø på de halvtreds
Vil ha' at jeg skal ligne
Et falmet hjertegræs,
Fordi hun selv har tjavset hår
Og en uheldig tud,
Hun si'r, at jeg må ikke gå
Og se erotisk ud!
Men det er der det svære ved,
At det kan jeg ikke la' være med,
Soldater gør mig så kvik
Især militærmusik!.
Og trutter de i hornene,
Så ta'r de mig lige på kornene,
Så danser mit hjerte ballet,
Det'r naturen, der kræver sin ret.
Teatrene de lyser
I røde lygters glans;
Men direktør'ne gyser
Af mangel på finans,
Ib Schønberg er så dygtig og
Så klog - han siger at:
Det gælder bare om, at man
La vær at gi' rabat.
Men det er der det svære ved,
At det kan han ikke la' være med.
Han trykker rabatkupons
På hundredesyv facons.
Han gemmer dem en lille tid,
Men hvis der så kommer en stille tid,
Så pynter han på sit parket,
Det'r naturen, der kræver sin ret.
Til skuespill'r eksamen
Gik Emil Behrens frem,
Han havde jo reklamen
Fra både hus og hjem,
Men Reumert, som var dommer, sa':
"Han virker noget frækt
Måske det er, fordi han med
Johannes er i slægt.
Men det er der det svære ved,
At det kan han ikke la' være med,
Han selv er uskyldig i'et;
Men jeg kan nu ikke li'et.
Hans onkel ville lumpe mig
Og derfor, Emil, må jeg dumpe dig.
Det'r ikke, fordi du er slet
Det'r naturen, der kræver sin ret. "
At hastværk tit er lastværk,
Det har man altid vidst,
Når farten er tilpas stærk,
Så går det allerbedst,
Så der blev sagt til Knutzen, da
Han started i sit job,
At han sku' vær' forsigtig med
At sætte farten op.
Men det er der det svære ved,
At det kan han ikke la' være med,
Dengang der kom bro til Fyn,
Sku' togene gå som lyn!
Man jublede og vinkede,
Men togene, de var forsinkede,
Et lyn kan jo osse bli' træt,
Det'r naturen, der kræver sin ret.