Du kom med alt hvad der var dig Og sprængte hver en spærret vej Og hvilket forår blev det! Det år, da alt blev stærkt og klart Og vildt og fyldt med tøbrudsfart Og alting råbte: lev det! Jeg stormed' ud og købte øl Ja, vintrens gamle, stive føl Fór ud på grønne enge Og du blev var og lys og fuld Og håret var det pure guld Som solen – skjult for længe Og blomster åbned' sig og så At nu blev himlen stor og blå Og stunden født til glæde. Din næve var så varm og god Og du blev smuk og fuld af mod Så smuk, jeg måtte græde. Vorherren selv bød ind til fest Og kyssed* hver benovet gæst I kærlighedens sale Med øjne, undrende og blå Vi bare så og så og så Og slugte livets tale: At livet det er livet værd På trods af tvivl og stor besvær På trods af det, der smerter, Og kærligheder er og bli'r Og hvad end hele verden si'r Så har den vore hjerter