Jeg står forladt på randen af afgrundens dyb Og længes efter glemslens søde aflad Livets sang er nu larm og støj En overdøvende storm af stilhed Den sidste skygge af håb er glemt Forfulgt af søvnløshedens visne drømme Drømmer jeg om døden igen Indtil der slukkes for længslens elendighed I min seng af torne plajes ingen sår Forrådt af illusionens efterveer Drømmer jeg om intethedens ro En frihed fra lede og sorg Den sidste flamme er slukket for længst Min sidste nadver badet i tårer Drømmer jeg om døden igen Indtil livets forbandelse forlader min sjæl Når alt er tabt Og alt er ødelagt Og selve viljen til håb er kvalt Livets træ, falmet gråt, og brændt Og efterladt som aske Det sidste håb er borte og glemt Indtil drømmen om døden bliver virkelighed