Jeg kan se ham fra mit hjem, jeg har mødt ham på min vej Hørt de gamle venner, og det hvæsende gummerum Det ublu spejl på al færden med sin hærgede menneskekrop Som en der ringer, uden tøven la'r sig falde da livets snedighed folded' sig ud Måske var der ingen hænder der rakte ned i bæstets frådende gab Holdt hun fast indtil lysten til at være Kunne bære mer' end flasken ud Måske ku' vi ikke nå det, for tiden løber, De squ holde sig fast For ikke selv at smadre modløs mod kanten, Uden udsigt til andet end hav Må alle drømme briste Uden tro, uden håb Med et hjerte der skriger Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her (her) Uden tro, uden håb Med et hjerte der skriger Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her Blandt fældede træer Blandt fældede træer Blandt fældede træer Blandt fældede træer Jeg har stirret op fra dybet, og jeg så et bølgende hav Af udstrakte hænder der kærligheden rakte ned Der holdt mig fast, og holdt så længe At jeg til sidst kunne vriste mig fri Med viljen til selv stå og holde tanken om at leve ud Må alle drømme briste Uden tro, uden håb Med et hjerte der skriger Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her (her) Uden tro, uden håb Med et hjerte der skriger Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her