Hvis man har været i krig, tager man tit afsted igen. Det er nogle gange bare for svært at vende sig til at være Der hjemme For lige meget hvad de siger, så er det specielt. Jeg tager det gerne til mig kald mig næppe for en helt. De alle er her nu, så det kan jo være lige meget. Men alligevel er det svært for mig at blive som jeg plejede. Den lille dreng der væltede rundt med smil og legede. Eller søgte trøst hos min farmor når jeg græd. Har til tider kigget på himlen så hun ku' guide mig på vej, Hun fortalte at det hele nok skullle ordne sig. Hun holdte hånden over mig, du ved jeg elsker dig. Ingenting i denne verden, der nogensinde vil vælte mig. Man kan godt komme til at føle sig som Valdemar. På eventyr imod den farlige Balthasar. Og når man endelig kommer hjem er det med fuld fart. Men med viden om at det man gjorde det var brugbart. Lov mig at vi ikke tager afsted igen. Lov mig at vi denne gang vil blive herhjemme. For uden dig, er det mig der vandrer rundt i blinde. Dannebrog i blæsende vind, kommer vi mon hjem igen? Man vender hjem til et land fyldt med grådige mænd. Og det ser ud som at det er pengene der styrer dem. Men det er ingen af dem der ved hvor det styrer hen. Og det er også svært, at styre uden en styrepind. Og de er blinde, har pisse travlt med dem selv. Dømme dem de selv har sendt, til at slå ihjel. Sofakriger, mediesluger ti' nu bare stille. Og søg din egen viden, før du siger hvad du vil. I tager det for givet og forstår ingenting. Men jeg er en af dem som ikke vil være blinde. Og gør hvad der skal gøres for at for at få verden til at spinde. Også selvom denne krig ikke ville kunne vindes. Så vil jeg stå i front, med mine brødre ved min side. Klar til at dø med mine brødre ved min side. Og hvis det så skulle gå hen og blive min tid. Så ville jeg hellere dø end, at være invalid. Lov mig at vi ikke tager afsted igen. Lov mig at vi denne gang vil blive herhjemme. For udden dig, er det mig der vandrer rundt blinde. Dannebrog i blæsende vind, kommer vi mon hjem igen? (Nynnen) Men nu ser det ud som at det hele snart er forbi. Efterhånden 12 år det her land har deltaget i krig. Æraen slutter med parader, smil, skrevet taler og skrig Pindemadder, mennesker der alle har samme idé. Det lyder måske som at jeg er en smule bitter. Men det kan sgu da ikke blive ved, for jeg vil da meget hellere Få ryddet op i den øverste kælder. For kan ikke sove, det ligemeget med hvor mange fucking får jeg tæller. Jeg kan sgu da ikke blive ved med at skrive sange. Som omhandler om dengang. Jeg må da til at kigge frem. Istedet for at køre rundt i det samme. Så nu står jeg atter alene, igen. Og du fatter ikke min mening vel? du kalder mig ven, men så spørg dig selv hvor du henne? Lov mig at vi ikke tager afsted igen. Lov mig at vi denne gang vil blive herhjemme. For uden dig, er det mig der vandrer rundt i blinde. Dannebrog i blæsende vind. Kommer vi mon hjem igen??