Det største Skib på Jorden som pløyed Bølgen blaa.
I Syden som i Norden man ei dets Mage saa,
Og skuden denne stolte, fik Navnet Titanic,
Men Storheden den voldte at Skibet under gik.
Fra England ud det reiste med Damp og fulde Seil.
Det høit mod Himmelen kneiste paa Havets glatte Speil,
Og fuldt af Passagerer, fra ringe Mand til stor,
Det havde Millionærer og Smaakaarsfolk ombord.
Titanic med sin Skare drog paa Atlanten ud.
Man tænkte ei paa Fare, ei Dødens nære Bud,
Man kunde ikke ane, at Reisen skulde bli,
Titanics triste Bane, at snart det blev forbi.
Det er ved Nattens Stunder imellem tolv og to,
Paa Dæk og nedenunder der er fuldkommen Ro.
De fleste stille sover, og nogle spiller Kort,
Men ingen tænker over at Skibet går for fort.
Saa blir man pludselig vækket ved et forskrækligt Brag,
Man farer op paa Dækket, er det blit Dommedag?.
Da foran sig man skuer et rædsomt Bjerg af Is.
O Ve, O Ve, man gruer: det blir nok vort Forlis.
De Scener, som nu følger jeg ei beskrive kan.
Helt overskylt af Bølger staar Titanic i Vand.
Og ingen mere haaber, men skriger høit til Gud,
Og Kaptein Smith nu raaber: Med alle Baade ud.
Men frels først Barn og Kvinder, thi saa er Lov paa Sjø
I mænd jer deri finder som Britter modig dø!,
Dog flere frem sig trængte og vilde være med,
Kapteinen Veien stængte skjød dem i Døden ned.
At være Millionærer og eie Kister fuld,
Mod Døden ei garderer, hvad hjælper alt dit Guld.
Se Astor Strauss og andre, hvad nytter Rigdom nu?
De alle maatte vandre i Dødens bitre Gru.
Tilbunds gik mange Stormænd, og Kaptein Smith med dem.
Og ogsaa flere Nordnænd gik nedenom og hjem.
Af Havets Dragsugs Malstrøm de hastig reves med,
Den unge Arne Fahlstrøm sank og i Bølgen ned.
Saa døde de, de kjære, men ak, de frykted ei.,
De sang til Herrens Ære Nærmere Gud til dig.
Og kan vi synge Salmer naar vi i Døden gaar,
Da Seirens skjønne Palmer vi hist i Himlen faar.